BANYULS:

Produktionsområde
Banyuls ligger i det sydøstligste hjørne af Roussillon. Produktionsområdet
afgrænses mod syd af grænsen til Spanien og mod øst af Middelhavet og
omfatter fire kommuner: Banyuls-sur-Mer, Cerbère, Collioure og Port-
Vendres. Det nuværende areal i produktion er på godt 1.300 hektar, der
årligt giver ca. 3,3 mio. flasker Banyuls.
Terroir
Vinstokkene er hovedsageligt plantet på stejle skråninger med op til 40% hældning, der visse steder bogstaveligt talt rejser sig op af det blå Middelhav. Skråningerne er udskåret i et virvar af smalle terrasser understøttet af flere tusinde kilometer stenmure, opbygget og vedligeholdt gennem århundreder af områdets vinbønder. Undergrunden består næsten udelukkende af brun skiffer - et fattigt og syreholdigt terroir, der fra naturens side giver et meget lavt udbytte.
Druesorter
Primære sorter: Grenache Noir (min. 50%), Grenache Blanc, Grenache Gris, Muscat d'Alexandrie, Muscat Blanc à Petits Grains og Tourbat.
Sekundære sorter: Carignan, Cinsault og Syrah (max. 10% til sammen)
Høst
Druerne plukkes udelukkende med håndkraft.
Høstudbyttet må maksimalt være 30 hl/ha og ligger i praksis under 20 hl/ha.
Druerne skal ved høsten have et sukkerindhold svarende til 252 gram sukker pr. liter most.
Vinifikation
De fleste Banyuls fremstilles med ”mutage sur grains”, dvs. at spritten tilsættes den gærende most, mens den stadig er i kontakt med skaller, kerner og eventuelt stilke. Derved opnås en større ekstraktion af farve, aroma og tannin. Ifølge reglerne skal der anvendes neutral druesprit på min. 95%, og den tilsatte mængde skal udgøre 5-10% af mostens volumen. Indholdet af restsukker i den færdige vin skal være min. 45 gram pr. liter og alkoholindholdet skal ligge mellem 15% og 18%.
Lagring
Traditionelt lagres Banyuls mange år i kæmpemæssige egetræsfade på adskillige tusind liter, der kun fyldes delvist, så vinen udsættes for en langsom iltning. Det høje indhold af sukker og alkohol beskytter i en vis grad vinene mod oxydering, så de i stedet for at blive til eddike langsomt transformeres og opnår en fantastisk kompleksitet.
For at accelerere processen lagrer flere producenter også deres vine udendørs, i fade eller 50-70 liters glasballoner, udsat for årstidernes og døgnets skiftende temperaturer og vejrforhold.
Reduktiv lagring, hvilket vil sige at vinene opbevares i minimal kontakt med ilt, i lukkede tanke eller små, helt fyldte træfade, er mere sjælden i Banyuls, men vinder langsomt frem.
Typer
Traditionel Banyuls, lagret oxydativt, har en udviklet, mørk rødbrun farve og aromaer i retning af svesker, figner, kakao, kaffe, tobak, læder, brændt karamel, appelsinskal og mange andre nuancer – jo ældre vin, desto større kompleksitet. Selvom Banyuls eksisterer i alle tørhedsgrader, kan de fleste vine smagsmæssigt karakteriseres som halvsøde.
Den rendyrkede Vintage-stil, lagret reduktivt og tappet tidligt på flaske, har en mere ungdommelig, mørkerød farve og friskere, mere frugtige aromaer. Smagsmæssigt er de mere præget af alkohol og sødme, men afbalanceres af en fast, rank tanninstruktur. Disse vine udvikler sig på flaske og kan med fordel gemmes nogle år.
Betegnelser
Tuilé: Fremstillet primært af røde druer og aftappet efter længere tids fadlagring. Langt den mest almindelige type i Banyuls og udtrykket ses derfor kun sjældent på etiketterne.
Hors d’Âge: Indikerer at vinen har lagret mindst 5 år på fad inden aftapning på flaske.
Rancio: Særlig maderiseret karakter opnået efter meget lang tids lagring i kontakt med ilt, ofte udendørs i fade eller glasballoner. Som regel mere tør i smagen, med en fantastisk kompleksitet især af røgede, brændte, valnøddeagtige aromaer.
Rimage: Det catalanske ord for årgang og den lokale betegnelse for den nyere Vintage-type. Fremstilles overvejende af Grenache Noir, lagres reduktivt og tappes tidligt på flaske, 6-12 måneder efter høsten. Kan drikkes unge, men vinder ved lagring på flaske. Sælges altid med årgang på etiketten.
Rimage Mise Tardive: Som ovennævnte, men fadlagret 1-3 år før aftapning for at afrunde tanninerne og gøre vinen hurtigere drikkemoden. Selvom betegnelsen ikke ses så ofte på etiketterne, er typen langt mere udbredt i Banyuls end den rendyrkede Vintage-stil. Sælges altid med årgang på etiketten.
Blanc: Banyuls fremstillet udelukkende af hvide druer, lagret i tanke og tappet tidligt på flaske for at bevare vinens friskhed. Helt lys, gylden i farven, næsten som en hvidvin og ofte ret sød uden særlig kompleksitet. Ses meget sjældent.
Doré (eller Ambré): Den mere almindelige (men stadig sjældne) hvide Banyuls fremstillet overvejende af hvide druer og tappet på flaske efter længere tids fadlagring. Farven er ravgylden og aromaerne mere komplekse i retning af honning, karamel, tørrede frugter, nødder og appelsinskal.
Doux, Demi-Sec og Sec: Ses sjældent på etiketterne, men kan anvendes som indikation af vinens sødmegrad.
Grand Cru: Skal indeholde min. 75% Grenache Noir og være fadlagret mindst 30 måneder. Fremstilles ofte kun i særligt gode årgange.

|